Hist, hvor vejen slår en bugt i den sydlige udkant af Horsens, ligger der et charmerende landsted.
Ikke prangende, men flot, stilfuldt og gennemført.
Skiltet ved vejen fortæller, at her har firmaet TEGEE-DAN til huse med administration,
salgsafdeling og lager i de tidligere staldbygninger.
TEGEE-DAN er en af landets førende leverandører, producent og sælger af rengørings- og
plejemidler til erhvervslivet, og navnet henfører til det tyske selskab TEGEE CHEMIE i Bremen,
som for 21 år siden tilbød Gunner Kristensen at blive forhandler i Danmark.
Gunner Kristensen, i dag 61 år, sagde ja tak til tilbuddet i 1987,
hvor han kørte som sælger for et kemi-firma og derfor kendte branchen.
– Vi begyndte i små lokaler i centrum i Horsens med mig selv som eneste ansat, fortæller Gunner Kristensen.
Efter cirka et halvt år ansatte jeg en sælger mere, og snart var vi fire i firmaet.
I dag har vi syv sælgere og fire på kontoret inklusive mig selv. Jeg beskæftiger mig primært med indkøb/salg.
Desuden har vi to ansatte på lageret. Vi har flyttet noget rundt i Horsens.
Domicilet her på Ørnstrup Møllevej er vores sjette adresse i Horsens, men nu har vi været her i 11 år, og her bliver vi.
Vi byggede til for seks år siden og har nu 1600 kvadratmeter lager, 120 kvadratmeter kontor samt en dejlig privatbolig.
TEGEE-DAN sælger rengørings- og plejemidler til køretøjer, fly og skibe, og firmaets største kunder er auto- og transportselskaber.
4500 varenumre
– Vores firma er i dag af en sådan størrelse og med så bredt et udvalg af produkter,
at vi kan levere det komplette sortiment til kunderne. Vi har ca. 4500 varenumre og har desuden et stort netværk,
som gør det muligt at skaffe andre varer, hvis det er nødvendigt. Vi har fået færre konkurrenter i årenes løb.
Det skyldes bl.a., at lovkravene er blevet større med hensyn til sikkerhedsdatablade på produkterne,
og kravene kan endda være og er forskellige fra kommune til kommune, siger Gunner Kristensen.
– Vi sætter service over for vore kunder meget højt. Det er bl.a. en af de ting, vi skal overleve på.
Selvfølgelig skal produkternes kvalitet og pris være i orden, men det nytter ikke noget, hvis ikke servicen er i top.
Har en kunde et problem, som skal løses i en fart, ja, så er det her og nu,
og derfor sætter vi en ære i at levere hurtigst muligt. Vi har en stor stabil og trofast kundeskare,
som vi har været leverandør til i mange år. Det anser vi som en bekræftelse på, at pris, kvalitet og service er i orden.
– Vi udvikler også nye produkter hele tiden. ´
Bl.a. Auto Magic, som er et nyt amerikansk sortiment inden for autopolering/klargøring
med helt unikke egenskaber. Desuden har vi udviklet otte forskellige dosersystemer med det formål,
at kunden får fuldstændig styr på forbruget. Da vore produkter er meget koncentrerede, er det af stor betydning,
at forbrug et bliver sat i system. Det skylder vi både kunden og miljøet.
Det er nok en af grund ene til, at vi i fl ere år har været eneleverandør af autoplejemidler til Falck, da det var
noget, der blev lagt meget vægt på ved samarbejdets start, siger Gunner Kristensen.
Udlært kommis
Gunner Kristensen er indfødt Horsens-borger. Han blev uddannet kommis i Stensballe Brugsforening
og var senere kommis i Bjerre i to år, inden han blev sælger ved Margarineselskabet i Århus i 17 år.
Han solgte OMA-margarine, og firmaet blev senere overtaget af Otto Mønstedmargarine.
– Jeg elsker mit nuværende arbejde og holder ikke op, så længe hovedet og helbredet vil.
Vi udvikler os hele tiden og har i dag nogle dygtige og engagerede medarbejdere, hvor flere af dem har været ansat i en årrække.
Det bevirker, at vi i dag er i besiddelse af en viden og erfaring, som nok ikke finder sin lige i branchen.
Jeg arbejder som regel kl. 8-18 hver dag, men har efterhånden lært at holde fri i
weekenderne, siger Gunner Kristensen, der har været kunde i vestjyskBANK i ca. syv år.
Gunner Kristensens ene datter er ansat på kontoret i firmaet sammen med hans samlever,
ligesom hans anden datter arbejder to dage om ugen med firmaets bogholderi.
Han har desuden en søn, som tidligere har været ansat, men senere valgte at få foden under eget bord.
Interesse for biler
Gunner Kristensen har et stort hjerte for biler. Det afspejler sig især på to måder. Den ene
måde er synlig på rundturen på lageret. Her står syv ældre VW-modeller cabriolet, tre Fiat 500 og fire motorcykler.
– Det er en hobby, der har stået på en del år.
Det er forbundet med lidt nostalgi, og man skal jo også have lidt at pusle med i fritiden.
Firmaets sponsorater afspejler den anden side af interessen for biler.
– Gennem vore produkter er vi nært knyttet til auto-branchen, og desuden kører vores salgschef
Kim Holmgaard i Advan Cup. Vi sponsorerer mange kørere, ca. 50 i alt i både DTC og andre klasser,
ligesom vi også er synlige på rallybiler. Vi sponsorerer blandt andre Henrik Lundgaard samt hans Team Chevrolet,
Kurt Thim, Kim Lund, Ib Kragh med flere. Desuden sponsorerer vi også Team Essex, som i år deltager i Le Mans,
hvor de er en af løbets absolutte favoritter.
Tilfreds direktør
Man kan mærke på Gunner Kristensen, at han er tilfreds både med virksomheden og livet.
I firmaets profil på deres hjemmeside hedder det, at firmaet oser af personlighed og atmosfære.
Det er ikke tomt salgsgejl, men realiteter oplevet over en kop kaffe en onsdag eftermiddag.
Fjordternen maj 2008